Indstil Mac med iPhone eller iPad
Med Indstillingsassistent til Mac er det nemt og hurtigt at indstille din Mac ved hjælp af en iPhone eller iPad i nærheden. Den overfører mange indstillinger til Wi-Fi, Udseende, Tilgængelighed m.m. og bruger din enheds iCloud-indstillinger til automatisk at overføre arkiver, fotos, adgangskoder og andet indhold, der er gemt i iCloud.

Systemkrav
En Mac med macOS Sequoia 15.4 eller nyere, der starter med Indstillingsassistent til Mac.
En iPhone i nærheden med iOS 18.4 eller nyere eller en iPad med iPadOS 18.4 eller nyere, der allerede er indstillet.
Wi-Fi og Bluetooth slået til i indstillingerne på begge enheder.
Overfør data fra din iPhone eller iPad
Første gang du starter din nye Mac, beder Indstillingsassistent om oplysninger som f.eks. dit sprog og land eller område. Når du bliver spurgt, om du vil overføre dine data til denne Mac, skal du vælge "Indstil med iPhone eller iPad" og derefter klikke på Fortsæt.
Når din Mac fortæller dig, at den leder efter enheder i nærheden, skal du låse din iPhone eller iPad op og sørge for, at enheden er i nærheden af din Mac.
Hvis din enhed er logget ind på din Apple-konto, bruges den pågældende konto til at indstille din Mac. Tryk på Fortsæt for at fortsætte. Du bliver muligvis bedt om at godkende med Face ID eller Touch ID.
Din Mac viser et mønster. Hold din iPhone eller iPad op mod din Mac, og placer mønsteret i cirklen for at godkende.
Din Mac spørger, om du vil tilpasse tilgængelighedsindstillinger. Klik på Ikke nu, hvis du ikke vil foretage ændringer, eller klik på en tilgængelighedskategori for at gennemse indstillingerne i den pågældende kategori, før du fortsætter.
Følg vejledningen på skærmen. Når du bliver bedt om at oprette en Mac-brugerkonto, kan du beholde eller ændre de viste navne, som er baseret på det navn, der bruges af din Apple-konto. Skriv en entydig adgangskode, som du vil bruge, når du logger ind på din Mac, og klik derefter på Fortsæt.
Hvis din enhed er logget ind på din Apple-konto, går din Mac i gang med at indstille kontoen på din Mac. Afhængigt af kontoens iCloud-indstillinger på din enhed henter din Mac automatisk det indhold, der er gemt i iCloud af Apple-apps, f.eks. Fotos, Beskeder, Noter, Kalender, Adgangskoder og Kontakter.
Når din enhed fortæller dig, at overførslen er fuldført, skal du trykke på OK og derefter udføre de resterende indstillingstrin på din Mac.
Hvis du har brug for hjælp
Hvis din Mac ikke tilbyder muligheden for at indstille med iPhone eller iPad, skal du kontrollere, at den opfylder systemkravene.
Hvis din Mac ikke kan finde din iPhone eller iPad, når den leder efter enheder i nærheden, skal du kontrollere, at din Mac og enhed opfylder systemkravene, og derefter låse din enhed og låse den op igen.
Hvis din enhed ikke kan bruge det cirkulære mønster til at godkende, skal du trykke på Godkend manuelt på skærmen og derefter indtaste den kode, der vises på din Mac.
Læs mere
Få mere at vide om, hvordan du overfører oplysninger fra en anden computer eller en Time Machine-sikkerhedskopi. Det kan du gøre fra Indstillingsassistent i stedet for at overføre fra din iPhone eller iPad, eller du kan gøre det bagefter ved hjælp af Overførselsassistent.
Hvis du vil dele arkiver og andet indhold mellem din Mac og iPhone eller iPad, kan du også bruge Finder, iCloud Drive og en lang række kontinuitetsfunktioner.