Indtroduktion
Hjælp os med at bekæmpe korruption, virksomhedskriminalitet, miljømæssig forurening samt uetisk adfærd. Hver indberetning om overtrædelser er vigtig og kan hjælpe os med at forebygge økonomiske tab og skade på vores omdømme. Med din hjælp kan vi sikre vores integritet og pålidelighed og på den måde også vores succes.
Du kan frit vælge, om du vil være anonym i forbindelse med din indberetning.
Vi opfordrer dig dog til, at du ikke vælger at være anonym, og at du anfører dit navn i indberetningen.
Whistleblower-systemet må ikke benyttes til bevidst falske anklager mod personer, og der må i det hele taget ikke indberettes bevidst usande oplysninger.
Alle indberetninger bliver behandlet strengt fortroligt.
Hvad kan indberettes?
I whistleblower-systemet kan du indberette alvorlige forhold som for eksempel:
· Alvorlig økonomisk kriminalitet, herunder bestikkelse, svig, dokumentfalsk og lignende
· Uregelmæssigheder i forbindelse med revision og intern revision
· Miljømæssig forurening
· Alvorlig overtrædelse af arbejdsmiljømæssige sikkerhedsforskrifter
· Alvorlige forhold vedrørende en ansat, herunder vold og seksuelle overgreb
Forhold som mobning, utilfredshed med lønforhold, overtrædelse af alkoholpolitik mv. skal ikke indberettes her, men skal i stedet indberettes gennem de normale kanaler. For medarbejdere vil dette være den nærmeste leder eller HR//Bemandingsafdeling. For eksterne samarbejdspartnere vil dette være den sædvanlige kontaktperson i rederiet eller en af direktionsmedlemmerne (deres kontaktoplysninger kan findes på selskabets hjemmeside).
Anonymitet
Hvis du vil sikre, at du er anonym, skal du iagttage følgende:
· Hvis det er muligt, skal du ikke indberette fra en PC, der er udleveret af din arbejdsgiver.
· Benyt ikke en PC, der er opkoblet på virksomhedens netværk/intranet.
· Tilgå whistleblower- systemet direkte ved at kopiere eller skrive URL- adressen over i en internet- browser i stedet for at klikke på et link.
· Lad være med at skrive dine egne personlige oplysninger eller i øvrigt oplysninger der kan identificere dig.
Sikker postboks
Når du sender anmeldelsen, oprettes en sikker postboks med et password du får udleveret efter anmeldelsen.
Du kan med dette password logge på postboksen og se status på anmeldelse, se svar fra undersøgeren af din anmeldelse og give yderligere oplysninger.
Al kommunikation foregår alene ud fra de oplysninger du giver. Med postboksen kan du derfor forblive anonym, imens du kommunikerer med undersøger.